Hunsballe Frø har øget omsætning, eksport og resultat

Adm. direktør Jens Holstborg


Vi har sikret vore frøavlere en konkurrencedygtig afregningspris på deres avl af frø til os, siger adm. direktør Jens Holstborg, Hunsballe Frø, der i seneste regnskabsår har øget omsætningen med 20% og eksporten med 29%. Samtidig har virksomheden sænket sine omkostninger, øget produktiviteten og trimmet balanceposterne.

Hunsballe Frø fik et godt resultat i regnskabsåret 2010/2011. Omsætningen steg med 20% til 175 mill. kr. og nettoresultatet blev på 4,7 mill. kr. efter skat.
Året var præget af høj aktivitet på både hjemmemarkedet og eksportmarkederne og det bidrog til det positive resultat, siger adm. direktør Jens Holstborg.
Endvidere har vi fortsat haft fokus på reduktion af kapacitetsomkostninger, forøgelse af produktiviteten samt trimning af balanceposterne. Det har på ét år resulteret i en slankning af balancen på 20% og en forøgelse af soliditetsgraden fra 27,3 til 37,7, forklarer Jens Holstborg.
Hunsballe Frø's eksport af græs- og kløverfrø steg med 29% i forhold til året før og med 87% i forhold til, da markedet var på sit laveste for to år siden. Mange europæiske kunder havde reduceret deres varelagre, og et højt forbrug af græsfrø i markedet gav derfor gode salgsmuligheder, tilføjer Jens Holstborg.

Sukkergræs og storsække
På hjemmemarkedet er HUnsballe Frø's fokus på AberDart sukkergræs i markfrøblandinger blevet rigtig godt modtaget af kunderne, og der har været en signifikant salgsfremgang i denne produktgruppe, oplyser Jens Holstborg.
Hunsballe Frø introducerede for to år siden, som de første i Danmark, markfrø i 200 kg storsække. Efterspørgslen efter frø i storsække er steget markant, og det er tydeligt, at fleksibiliteten i vores emballagestørrelser kombineret med hurtig levering er vigtigt for kunderne, siger Jens Holstborg.

Konkurrencedygtig afregningspris
Det har været et kardinalpunkt for os at kunne sikre vore frøavlere en konkurrencedygtig afregningspris på ders avl af frø til os. Vi er derfor stolte over, at vi har afregnet fuldt konkurrencedygtigt, fastslår direktøren for Hunsballe Frø.
Jens Holstborg forventer, at frøpriserne vil stige yderligere til høst 2011 og 2012, idet markedet er gunstigt med en lav europæisk frøproduktion og generelt høje salgspriser.