Frø til vildtpleje

Vildtpleje i form af udsåning af fodermarker er meget anvendt blandt jægere og landmænd. Vildtafgrøderne har bl.a. følgende formål:

 

·         Fødegrundlag

·         Læ for vejr og vind

·         Skjul mod fjender

·         Forbindelsesveje

·         Variation i naturen

·         Gavner også andre dyr

·         Aflaste landbrugsafgrøder

 

Det primære formål med vildtafgrøder er, at vildtet skal kunne finde føde (grønt og/eller frø) og gerne på tidspunkter af året, hvor de alm. landbrugsafgrøder ikke er til stede eller attraktive. Et andet vigtigt formål med vildtafgrøder er, at vildtet skal kunne finde læ, dække og skjul. Således kan en planteart både udgøre et fødegrundlag for råvildt og samtidig være et skjulested for fasaner. Vildtafgrøder er desuden med til at skabe variation i naturen og planterne er ofte til gavn for hele den vilde fauna.

 

 

Hvor kan vildtafgrøder sås ?

Overalt findes der små uopdyrkede arealer, hvor det er oplagt at så vildtafgrøder. F.eks. skovlysninger, langs skovkanter, bakket terræn, langs markveje, grøfter og vandløb osv. Her vil det ofte være muligt at tilgodese vildtets behov for både foder, læ og skjulesteder.

Arealet med vildtafgrøder kan også fungere som forbindelsesvej mellem forskellige remiser i landskabet.


I forbindelse med fodermarker på dyrkede og udyrkede landbrugsarealer samt skove og §3-beskyttede arealer er der regler, der skal overholdes. Information om dette fås hos de lokale landbrugskonsulenter.

 

Blandinger

En lang række plantearter er velegnede til vildtpleje. I skemaet nedenfor ses oplysninger om arterne og man bør primært vælge plantearter efter det vildt, man ønsker at tilgodese - men også efter jordtype og planteartens varighed.

Skal man så plantearten i renbestand eller i en blanding?
I mange tilfælde fås det bedste resultat ved at så de enkelte plantearter i renbestand, f.eks. en stribe med fodermarvkål og en stribe med gul lupin osv.
En frøblanding bestående af mange arter kan være vanskelig at etablere, så alle arter kommer til deres ret. Det skyldes, at nogle arter er mere aggressive end andre og vil udkonkurrere svage arter. Der er ligeledes forskel i etableringshastigheden. F.eks. kræver boghvede høj jordtemperatur før såning og vil i en tidlig sået blanding ikke have store chancer.
Endelig er der stor forskel på frøstørrelsen, så det er umuligt at så store og små frø i den rigtige sådybde. De småfrøede arter kommer let for dybt i jorden, hvilket går ud over fremspiringen.

 

Klik for at forstørre