Avlerforeningen Hunsballes valgforsamling 2007

    Ved Avlerforeningens formand Ole Holst Henriksen, Vordingborg og Næstformand Søren Just, Salling.

     

    På valgforsamlingen i Holstebro blev næstformand Søren Just fra Salling afløst af Anders Voldbjerg, Romdrupvej 98, 9270 Klarup.

     

    Rasmus Færch, som ikke ønskede genvalg, blev afløst af Knud Christensen, Væggerskildevej 3, 6971 Spjald.

     

    Jeg vil herved byde de to nye medlemmer velkommen i bestyrelsen, og jeg er sikker på, at vi har fået to nye initiativrige og kompetente medlemmer i bestyrelsen.

     

    Medlemstallet i Avlerforeningen vokser stadig. I 2007 er medlemsantallet helt oppe på 1004 medlemmer. Der har været konstant vækst siden 2002.

     

     

    Til toppen

    Høsten 2007

    Høståret 2007 bød på mange unormale vejr fænomener. Det var varmere end normalt og først i marts og hele april var det voldsomt tørt, for så at slå rekord med nedbør i juni og juli, som besværliggjorde høsten med meget lejesæd til følge.

     

    Frøudbytterne pr hektar i 2007 var hele 12% mindre end 10 års gennemsnittet. Det gennemsnitlige udbytte i græs- og kløverfrø i Danmark blev kun 955 kg/ha, med store regionale forskelle.

     

    I strandsvingel og hundegræs har vi høstet de bedste udbytter efter året.

     

    Værst gik det for hvidkløver, hvor udbyttet var helt nede på 188 kg/ha, der er under halv avl.

     

    Den samlede høst i Danmark blev på kun 75.000 tons. Vi skal helt tilbage til 1997 og 2002 for at finde år med lige så lav produktion i Danmark.

     

    Den danske eksport af græs- og kløverfrø slog dog alle rekorder i markedsåret 2006/2007. Eksporten rundede de magiske 100.000 tons. Det er første gang at eksporten har været så stor. 

    Med den lille høst i 2007 og de små høstårgange de kommende år, varer det nok nogen tid inden eksporten igen når de 100.000 tons.

     

    À conto priserne for høsten 2007 steg voldsomt i forhold til priserne for 2006. Jeg tror, at mange avlere inklusiv jeg selv, blev positivt overrasket over det prisniveau vi så i december.

    Men i kombination med det lave høstudbytte, bliver det kun i strandsvingel og engrapgræs at økonomien kan konkurrerer med maltbyg og vinterhvede, hvis man ellers fik solgt kornet til en høj pris.

    Afkastet i de øvrige frøafgrøder bliver lavere.

     

    Da det ser ud til, at arealet med græs og kløverfrø i hele verden bliver mindre i 2008 end det var i 2007, forventer jeg fortsat stigende priser på frøet i både 2008 og 2009.

     

    Det er et krav vi må stille til firmaerne, da der er gode alternativer i korn i øjeblikket.

     

    Omvendt er det også min forventning, at det frø vi lægger ud nu, kan konkurrerer med økonomien i alternative afgrøder i 2009, idet der opstår direkte mangel på frø i 2008 og 2009.   

     

    Derfor vil jeg anbefale jer, at lægge frø ud i det kommende forår idet udsigterne for at opnå høje priser er historiske gode.

    Til toppen

    Møder med Hunsballe Frø

    Vi har i bestyrelsen i 2007 afholdt tre møder med Hunsballe Frø, et med Dansk Landbrug, deltaget i et af Frøsektionens bestyrelsesmøder og været på studietur til Tyskland og Holland med medlemmerne i Avlerforeningen. Så det har været et travlt år.

     

    På møderne med Hunsballe Frø har vi blandt andet diskuteret afregningspriserne.

    For høsten 2006 var Hunsballes priser lidt lavere end hos de øvrige firmaer for de nogle arters vedkommende, hvilket ikke var tilfredsstillende.

     

    Det er derfor glædeligt at se, at de netop betalte à conto priser er noget højere hos Hunsballe for langt de fleste arters vedkommende end hos de øvrige firmaer.

     

    Jeg tror, vi må konstatere, at den tid er forbi, hvor det ene firma gentagne gange betaler bedre priser end det andet.  Vi kan også konstatere at konkurrencen er hård og at alle firmaer gør sig umage med at tilfredsstille os avlere med så høje priser som muligt.

     

    Samtidig vil vi fra Avlerforeningens side byde Barenbrug velkommen i DK, idet det også øger konkurrencen om vi avlere.

     

    Vi vil fortsat arbejde for og har tillid til, at Hunsballe er den bedste samarbejdspartner i branchen de kommende år.

     

    Vi har godkendt de nye kontraktvilkår som kommer til at gælde for høsten 2008.

    Der er tale om en modernisering af den gamle kontrakt, og der er ikke nye ting i kontrakten som stiller os avler ringere end i den gamle kontrakt.

     

    Derfor anbefaler vi, at i tager godt imod de nye kontraktvilkår, som sendes til alle her i foråret.

    Til toppen

    Organisationsarbejde

    Siden oprettelsen af Avlerforeningen Hunsballe i 1998 har vi haft et stærkt ønske om at blive repræsenteret selvstændigt i Brancheudvalget for Frø.

     

    Brancheudvalgets formål er at varetage dansk frøavls og dansk frøhandels interesser. Det påhviler således Brancheudvalget at varetage fælles interesser overfor såvel danske som udenlandske myndigheder, herunder i særlig grad EU. Brancheudvalget deltager desuden i den overordnede koordinering og planlægning af forskning og forsøg inden for frøproduktion.

     

    Som en uafhængig forening med 1004 frøavlere som medlemmer er det klart, at vi bør have medindflydelse og indsigt i de forhold, der påvirker vores økonomiske udkomme af frøavlen.

     

    Da man i begyndelsen af 2007 begyndte at diskutere en revision af Brancheudvalgets vedtægter henvendte vi os til Dansk Landbrug for at få denne organisations opbakning til at Avlerforeningen Hunsballe fik sæde i udvalget. Vi følte det helt naturligt at tage dette spørgsmål op mellem dem, der repræsenterer landmandssiden i udvalget.

     

    Vores argumentation for at komme med i Brancheudvalget kan opsummeres i følgende punkter

    - man kan ikke udelukke en demokratisk forening af 1004 frøavlere, der gerne vil tage ansvar og øve medindflydelse

    - Dansk Landbrug er med til at sikre andre firmaers avlerforeninger repræsentation i udvalget

    - et godt samarbejde mellem alle, der har en interesse for frøavlen, er en forudsætning for en fortsættelse af dansk frøavls succes.

     

    På trods af vore gode argumenter var Dansk Landbrug ikke villig til at lade os deltage i udvalgsarbejdet. Man ville endog ikke engang give os observatørstatus, men har gjort alt for at holde os ude af udvalget.

     

    Dansk Landbrugs holdning til de fremtidige vedtægter for Brancheudvalget for Frø gav yderligere voldsomme problemer internt i Dansk Frøhandlerforening. Resultatet er blevet, at Hunsballe Frø besluttede kun at deltage i de faglige aktiviteter i udvalget. Som konsekvens heraf blev direktør Steen Kisselhegn erstattet af avlsleder Carsten Jørgensen som udvalgsmedlem.

     

    Vi står således nu med en splittet branche, og dette vil påvirke frøavlens muligheder fremover. Jeg forudser, at Brancheudvalgets levetid bliver begrænset.

     

    Til toppen

    Studietur til Tyskland og Holland

    Avlerforeningen arrangerede i samarbejde med Hunsballe Frø en studie tur til Euro Grass i Holland i juni. Der deltog 70 personer. Turen var, med de positive tilbagemeldinger jeg har fået fra deltagerne, en stor succes.

     

    På turen besøgte vi bestyrelsesformanden i DSV Friedhelm Hünecke på hans ejendom vest for Hannover. Det var et meget veldrevet landbrug på 750 hektar med korn, raps, frø, asparges, gårdbutik, udlejning af selskabslokaler og jobformidlingsbureau.

     

    Derudover tog hustruen Karin Hünecke sig af udlejningen og driften ferielejligheder på gården.

    Det var et ualmindeligt godt besøg, som gjorde stort indtryk os.

     

    Næste dag besøgte vi EuroGrass i Holland, hvor direktør Frans Plevier, forædler Lukas Wolters og avlsleder Sjaak Bill holdt foredrag og viste os rundt.

     

    Vi så produktionsfaciliteterne med renserier og lagerhaller, som var velpasset og i orden.

    EuroGrass i Holland producerer ca. 6.000 tons frø pr. år.

     

    Vi fik en grundig orientering om forædlingsaktiviteterne, og så både frøudbytteforsøg med nye sorter, afgræsningsforsøg, forsøg med slætgræs og plænegræs.

     

    Det er for os avlere betryggende at vide, at de nye sorter er testet for frøudbytte inden de sættes i dyrkning.

     

    EuroGrass i Holland er alt i alt et veldrevet firma med stor forædlingsaktivitet.

     

    På vejen hjem besøgte vi maskinproducenten Amazone nord for Münster i Tyskland.

     

    Det var ligeledes et interessant besøg, hvor vi fik en gennemgang af Amazones historie, så en ny trailersprøjte i aktion, og så hvordan sprøjter og gødningsspredere blev fremstillet. 

     

    Fabrikken var meget teknologisk med flere svejserobotter og et fuldautomatisk maleanlæg.

     

    Vi vil fra Avlerforeningens side gerne takke Hunsballe for at have arrangeret turen, og for at have deltage økonomisk, idet vi medlemmer kun skulle betale de halve omkostninger.

     

    De næste studieture er allerede planlagt til Sverige i 2010 og England i 2013.

     

    Til toppen

    Deltagelse i Frøsektionens bestyrelsesmøde

    Formanden Ole Holst Henriksen og to repræsentanter fra DLF AMBA deltog i Frøsektionens bestyrelsesmøde i september. Vi var alle inviteret da Avlerforeningen ikke fik sæde i Brancheudvalget.

     

    Fra Avlerforeningens side kunne vi bidrage positivt, idet vi var bedre informeret om en lang række forhold, som har betydning for dansk frøavl.

     

    Frøsektionen under Dansk Landbrug arbejder blandt andet med statistikker, udgiver bladet ”Frøavleren” og yder faglig bistand til frøavlere som måtte ønske det.

     

    Avlerforeningen deltager ligeledes på Frøsektionens næste bestyrelsesmøde. Hvorefter både vi og Frøsektionen vi vil evaluere, om fortsat deltagelse har nogen værdi i fremtiden  

     

    Til toppen

    Afslutning

    Vi har haft et højt aktivitetsniveau i 2007, og jeg føler også at vores indsats har båret frugt i Hunsballe, om end det var med mindre succes i Brancheudvaget, hvilket vi må tage til efterretning.

     

    Overordnet set er vi i Avlerforeningen blevet holdt godt orienteret om arbejdet i Hunsballe og i branchen, og vi har haft rig lejlighed til at fremføre vores synspunkter om den daglige drift og om strategierne for fremtiden.

     

    Endelig vil jeg rose Hunsballe for nogle gode avlermøder, der blev afholdt sidste år, vi håber at årets møder bliver lige så gode.

     

    Jeg vil opfordre jer til at kontakte en af os, hvis I har emner eller sager i ønsker at diskutere med os eller Hunsballe Frø.

     

    Til sidst vil jeg gerne takke Hunsballe Frø for et godt samarbejde i det forgangen år, og jeg håber, at Avlerforeningen og Hunsballe kan være med til at styrke hinandens fremtid.

    Til toppen