85 frøavlere på studietur i Tyskland

85 medlemmer af Avlerforeningen Hunsballe og medarbejdere fra Hunsballe Frø A/S var den 7. og 8. juni 2004 på studietur til frøfirmaet DSV i Tyskland.

 

På turen blev der orienteret grundigt om forædling af græs og frøavl i Tyskland ligesom vi så tingene i praksis.

 

Hunsballe Frø A/S har fra 2003 indgået et tættere samarbejde med Deutche Saatveredelung (DSV), hvor man bl.a. sammen har købt den hollandske frøforædlingsvirksomhed Zelder.

 

For at vise frøavlerne den nye samarbejdspartner samt give et grundigt indblik i frøforædlingens ædle kunst, havde Avlerforeningen Hunsballe og Hunsballe Frø A/S inviteret på en studietur til området mellem Bremen og Hannover, hvor DSV har en stor afdeling.

 

 

50 pct. markedsandel

DSV har ca. 50 pct. af markedet for markfrø i Tyskland.

 

I hele Tyskland er ca. 30.000 ha med markfrø, svarende til halvdelen af det danske areal, og heraf har DSV opformering af frø på 15.000 ha.

 

Almindelig rajgræs er den mest udbredte frøart i Tyskland, men der dyrkes også en del westerwoldisk og italiensk rajgræs.

 

Rajgræsset dyrkes bl.a. i den vestlige del af landet i den specielle kombination med såning i renbestand om efteråret, fulgt af slæt i foråret, frøhøst om sommeren og slæt om efteråret.

 

Det giver en intensiv udnyttelse af arealet og foregår hovedsagelig på kvægejendomme.

 

Frøudbytterne i rajgræsserne er kun 60-80 pct. af hvad de er i Danmark, hvilket er en af forklaringerne på det beskedne frøareal.

 

Arealerne med svingler og andre arter til frøavl er relativ små i Tyskland, da udbyttet i f.eks. rødsvingel kun er det halve af, hvad udbyttet er i Danmark.

Plænegræs af høj kvalitet

Plænegræsser skal kunne klare sig under mange forskellige forhold. På Tysklands ca. 30.000 sportsanlæg udsættes græsset for et stort slid. I stedet for et fastansat fodboldhold har DSV en pigtromle, der gør det ud for mange fodboldstøvler. Herved kan de nye sorter testes for slidstyrke, så der altid er godt græs til boldspillerne, når der vælges en DSV-blanding.

Klik for stort billede

På Hof Steimke – en af DSV’s forædlingsstationer - blev frøavlerne vist, hvordan afprøvningen og udvælgelsen af nye græssorter foregår i forsøgsmarken.

 

Plænegræsser skal benyttes til mange forskellige formål og der forædles derfor på mange forskellige egenskaber.

 

På fodboldbaner og andre sportsanlæg skal græsset kunne stå for et stort slid, ligesom det også skal være skyggetolerant.

 

Flere og flere idrætsanlæg bliver helt overdækkede og DSV sætter en ære i at kunne levere græsarter og –sorter, der kan tåle at leve på livets skyggeside.

 

Til dette formål har man forædlet ”skyggegræs”, som kan vokse med et minimum af lys.

 

Græs på golfbaner skal også have forskellige egenskaber, alt efter hvor på ”hullet” man er.

 

På green skal græsset være meget tæt og kunne trives med kort slåning daglig.

 

Til afprøvning af de mange typer og sorter er udlagt tusinder af små parceller, som bliver behandlet på samme måde som i praksis.

 

Det vil sige, at de bliver udsat for daglig slåning eller meget slid.

 

I stedet for 22 fodboldspillere har man anskaffet en pigtromle, som gør det ud for en masse fodboldstøvler.

 

Herved testes slidstyrken. Ligeledes kan man se, hvordan en god kvalitet af plænegræs ser ud i forhold til en billig blanding.

 

Den store udfordring i forædlingen af plænegræsser er at få den gode plænekvalitet til at give et højt frøudbytte i marken, så frøet ikke bliver for dyrt at producere.

Elektronik og fodergræsser

Forædlingen af fodergræsser koncentrerer sig om et højt udbytte af foderenheder med en høj fordøjelighed og et højt sukkerindhold.

 

Nutidens køer er kræsne og skal derfor have den bedste kvalitet foder for at yde 10.000 kg. mælk om året.

 

Til at automatisere analyserne er forsøgshøsteren monteret med et NIR-apparat, så man i forsøgsmarken hurtigt kan analysere for tørstof-, protein- og sukkerindhold. Herved spares en masse dyre og langsommelige laboratorieanalyser.

 

Når smagen skal testes, benyttes køer i testmarker.

 

Alle græsserne høstes på det optimale tidspunkt, hvilket betyder, at der høstes næsten hver dag, da der afprøves sorter med meget forskellig tidlighed.

Intensiv rådgivning

DSV´s frøavlere har 15.000 ha med markfrø, og der er ansat 16 frøavlskonsulenter til bl.a. kontrakttegning og rådgivning af disse.

 

Herved sikres en meget intens rådgivning, avlerne får normalt 3-5 besøg om året, hvor der også bruges meget tid på at diskutere sædskifte, pløjefri dyrkning og bekæmpelse af spildfrø.

 

Herved sikres avlerne og DSV et efter forholdene stort udbytte af en god frøkvalitet, som i den sidste ende er en fordel for begge parter.

 

Certificering foretages 100 pct. af myndighederne, men der er i delstaten Niedersachsen lavet et forsøg med firmacertificering og stikprøvekontrol, ligesom det foregår i Danmark.

Gode afgrøder

I Tyskland dyrkes hovedsagelig rajgræsser til frøproduktion. Der tilføres 180-200 kg N pr. ha og ca. 1,0 l Moddus til vækstre-gulering, så frømarkerne er flot grønne og tætte. Udbytterne kan dog generelt ikke følge med de danske. Her hos Bøhmer er det dog lykkedes at høste op til 1.900 kg frø pr. ha, hvilket er topudbytte efter tyske forhold.

Klik for stort billede

Desuden besøgte man på turen gårdejer Börmer ca. 50 km sydøst for Bremen.

 

Han dyrker i alt 250 ha, hvoraf de 97 ha er med rajgræs til frø.

 

Der tilføres store mængder kvælstof og Moddus i Tyskland, hvor der stadig ingen restriktioner er på kvælstofforbruget.

 

Det er normalt at tilføre i alt 180-200 kg N pr. ha til alm. rajgræs, hvorpå der vækstreguleres med op til 1,0 l Moddus. Men så er afgrøden også både grøn og tæt.

 

Generelt kunne vi konstatere, at afgrøderne står rigtig flot i Nordtyskland og er ca. en uge foran danske forhold.

 

Og efter to intensive dage, kunne vi konkludere, at Hunsballe Frø A/S har en yderst seriøs og professionel samarbejdspartner i DSV, som man vil kunne drage fordel af i de kommende år.